Turen til Spanien

Berit og Diva

Klokken 10.09 tirsdag steg Diva og jeg på toget mod Kbh. Det er mange år siden jeg sidst har kørt med tog, men jeg synes nu det var lidt for besværligt (og dyrt) at tage bilen derover. Jeg havde indkøbt en flytaske til Diva, som hun havde det rigtig fint i. Togturen forløb planmæssigt indtil vi kom til hovedbanegården, hvor DSB meddelte at toget alligevel ikke kørte videre til lufthavnen pga nedfaldne sporledninger. Så måtte jeg hanke op i bagagen og Diva og slæbe det ud på gaden, hvor vi blev omdirigeret til busser. Ja, sådan er det vel. Ud at se med DSB.

I lufthavnen mødtes vi med den del af de andre landsholdsdeltagere, der også skulle flyve. Vi fik tjekket ialt 5 hunde ind uden de helt store problemer. Men der var vist noget med at kaptajnen skulle sige god for at tage så mange hunde med i kabinen. Diva havde aldrig været ude at flyve, men det var nu ikke at mærke og flytasken kunne stå på sædet ved siden af en stor del af turen. Her stod tasken åben og Diva snorksov total udstrakt.

Diva befandt sig rigtig godt i transport-tasken

Vel ankommet til Madrid, hvor solen skinnede og temperaturen var omkring 23 grader kl 19.30 skulle vi hente vores udlejningsbil og pludselig kostede den mere end det beløb som Maj-Brit havde fået oplyst hjemmefra. Nå, men spanierne er ikke sådan at forhandle med, så hvis vi ville have bilen måtte vi betale.

Fra lufthavnen til hotellet var der 199 km, som vi tilbagelagde med et par stop til henholdsvis hundetissepause og i en jagt på noget haps-hurtigt som kunne gøre det ud for aftensmaden. Vi landede på hotellet kl 23, hvor hele det danske landshold så var samlet. Vi hyggede os med en øl i baren og fik hilst velkommen til alle. Jeg var jo forholdsvis frisk, da jeg var blevet transporteret af DSB, Sterling og Lars Bang bag roret i vores "Opel Madrid". Min friskhed skulle vise sig at straffe mig tidligt på natten og jeg fik virkelig sat min tålmodighed og mine sprogevner på prøve.

Hotellets bagside, hvor de store grønne arealer var indhegnet Perfekte omgivelser til hundene.

Da vi ankom til hotellet blev vores bil som den sidste jo modtaget af de personer, som allerede havde tjekket ind og folk var velvillige til at slæbe bagage mv. Det bevirkede, at jeg slet ikke nåede at se hvilket værelse jeg selv og min bagage blev halet ind på. Det fik fatale konsekvenser et par timer senere, da jeg havde nydt min øl og vendt verdenssituationen med Sarah og Martin. Jeg var sidste mand der gik til køjs, men hvor var det nu lige at jeg boede????!!!

Nr. 21. Det nummer sagde mig noget. Men når jeg stod ved værelserne sagde nr. 22 mig lidt mere. Men når man nu ikke er sikker, så skal man jo ikke bare banke på dørene kl 01.30. Jeg gik i receptionen og spurgte på meget tydeligt engelsk, om han kunne fortælle mig, hvem der boede på værelse 21. Jeg prøvede med tale, skrift og tegn, og han fattede bare minus den dumme spanioler, som stod i receptionen. Jeg gik tilbage til værelserne og valgte at satse og banke på i nr. 22. Der gik lidt tid, så kom en træt Birgitte Bang til syne. Altså forkert værelsesnummer!! Det begyndte at gå op for mig, at jeg ikke kunne finde hjem, og jeg bare ikke anede, hvordan jeg skulle forklare portieren, hvad mit problem var. Jeg begyndte mentalt at forberede mig på, at Diva og jeg skulle sove på en sofa på hotelgangen, indtil jeg fik den lyse idé at notere mit og mine roommates navne på en seddel og håbe, at han ville finde den navneliste frem, som fandtes for vores selskab. Det virkede sgu!!

Det var ikke kun Duddi, der var dødtræt

Med fornyet håb vendte jeg tilbage til værelserne og bankede høfligt på døren ind til nr. 21 - vores værelse. Derefter knapt så høfligt. Ingen respons. Atter måtte jeg bevæge mig op til den der spanske herre i receptionen, som jeg ikke havde den store kommunikationssucces med. Men han forstod dog, at jeg gerne ville låses ind på mit værelse. Endelig kom jeg ind på vores værelse, hvor Pia og Ann-Brit lå som to bevidstløse. De var også undskyldte. Deres tur til Spanien på ca 2500 km havde de tilbagelagt i bil direkte efter weekendstævnet i Brøndby. Forståeligt nok var de dødtrætte og hørte derfor ikke mine desperate forsøg på at komme ind til dem.