Vallensbæk Agility Sport
17. februar

Stævnet generelt:
Jeg har hørt mange rosende ord om stævnet i Vallensbæk. Så jeg glædede mig til at prøve det på egen krop.

Til en start kostede det mig det meste af nattesøvnen, for vækkeuret ringede kl 4, da første start var programsat til kl 8. Ikke det store hensyn til jyderne (men pyt vi var ikke så mange, så det kan man jo ikke indrette et program efter).

Dagens første klasse var Agility Åben - bedst af 2. Dvs man fik lov at løbe en agilitybane to gange og lade det bedste resultat tælle. Det var tilsyneladende en svær bane, for kun 4 små hunde var fejlfrie. Så der var ikke så mange, der skulle ind og forbedre tiden og presse deres hunde. Det var mere et spørgsmål om at få færre fejl - eller bare komme gennem banen. Denne form for konkurrence er ellers sjovest, når man skal forbedre et godt løb. Og sådan en type konkurrence kan man peppe gevaldigt op ved at gøre brug af en engageret speaker, men der er nok også grænser for hvor meget, man kan piske en stemning op kl 8 om morgenen.

Der var på bekostning af det dobbelte gennemløb i Agility Åben ingen Spring Åben, men de officielle klasser blev afviklet efter den åbne, og det gik let og smertefrit med præmieoverrækkelser meget hurtigt efter, at klasserne var afviklet. Lidt ærgerligt var det dog, at tidsplanen ikke holdt, og vi var noget forsinkede.

Præmierne var et præmiebord med frit valg mellem forskellige præmier, og jeg synes, der var mange gode og forskelligartede præmier.

Hallen var noget mere rummelig end mange oplevede den foregående weekend i Ribe, hvor det hele var lidt mere kompakt. Desværre var der næsten for meget luft i kombinationerne og nogle af de små hunde var et par bestemte steder helt nede og ligge, fordi de ikke kunne stå fast på tæppet. Noget som dommerne måske skal tage med i deres overvejelser, når de i fremtiden bygger baner til dette tæppe.

Nu kan man jo ikke klandre VAS for kantinen, men jeg kan da ikke lade være at nævne den utrolig langsomme og ineffektive ekspedering i kantinen, hvor ekspeditonen gik helt i stå, hvis der kom en bestilling på noget, der skulle tilberedes. Så måtte næste i køen pænt vente på, at pølserne var færdigstegt eller toasten varm.

Det var dejligt, at der var plads til hundene i omklædningsrummene, hvor der i det store hele var ro. Det var kun de stille hunde, som måtte være inde i selve hallen, men hvis man synes, at ens hunde har lettere ved at finde ro væk fra banen, så er det helt ideelt, at man kan benytte omklædningsrummene. Stævnet var iøvrigt delt op med store hunde lørdag og små/mellem hunde om søndagen. Det føles til dels som et lidt amputeret stævne, når vi er skilt ad i størrelserne, men samtidig, så sparer man en stævnedag som deltager. Og en helt anden ting er, at det jo også vil kræve endnu mere plads til hundene, hvis vi skulle være dobbelt så mange.