Fastelavnsstævne, Ribe Hundevenner
10. Februar
(Anmeldt af Yvonna Nielsen)
Ribe Hundevenner havde for første gang kastet sig over et indendørs stævne på gulvtæppe (det var det gamle Gundsølille-tæppe, der var blevet fragtet til Ribe) og lad det være sagt med det samme, det var bestemt ikke kedeligt...! Alene nogle af udklædningerne, både lørdag og søndag, ja, de var guld værd.

Lørdagens bedste udklædning
Hallen var af ældre dato, rigtigt høøøjt til loftet, der iøvrigt også var rundhvælvet, så man følte sig helt hensat til de gamle danske badminton/tennis-turneringer i Gentofte-hallen, som jeg hvertfald kun har set på flimmeren i sort/hvid optagelse. Heldigvis havde den gamle hal en noget nyere tilbygning (som huser Ribe Vandrehjem) med dejlige pæne toiletter, som vi frit kunne benytte os af.
Parkeringsmæssigt (især søndag, da bylivet ikke var på sit højeste) og beliggenhedsmæssigt kunne hallen faktisk ikke ligge bedre, med 2 minutters gang den ene vej, så var man i Ribe midtby og 2 minutter den anden vej, så befandt man sig på Ribe hovedeng, der var et pragtfuldt luftested omkranset af et bredt og formentligt også temmelig dybt vandløb.

Ribe Hallen - centralt beliggende med gode luftemuligheder
Hallen var ikke så stor, men alligevel var det god plads til både tilskurere og hunde. Næsten hele 3 m - og måske endda mere - fra væg til barriere i begge sider. For de som havde valgt at sidde i højre side af hallen, var eneste ulempe nok udluftningskanalerne, der var placeret helt nede i gulvhøjde og dermed gav lidt vel rigeligt varme for hundene, især hvis burene var placeret over dem.
Svagheden i hallen - set med hundeøjne og i agilitysammenhæng – lå nok i de glatte gulve uden tæpper, den knebne plads ved indgangspartiet til start- og målområdet samt unægteligt i akustikken, idet hallen nok var mere velegnet til korsang end til hundekoncert, men det havde en rutineret hundefører/hjælper klaret ved blot at medbringe et sæt ørepropper.
Sædvanen tro går årets første stævne altid med meget socialt samvær, alle skal jo opdateres på de sidste nyheder, hvalpe skal vises frem, debutanthunde skal forsøge sig på gulvtæppe for første gang, etc. og når Ribe så samtidig har valgt at holde det som et fastelavnsstævne med præmie til bedst udklædte både lørdag og søndag, ja, så var det jo oplagt at nappe en hyggelig forlænget weekend i Ribe. I forhold til de andre sjællændere, der havde valgt at køre rigtig dejligt tidligt søndag morgen, så kunne en anden én nappe en rigtig ”sovmorgen”, som de siger i vort naboland, selvom første start gik kl. 8:30.
For at vende tilbage til det med udklædningen, så blev der både lørdag og søndag vist en fantastisk idérighed, faktisk var en af dem så fremragende og så iøjenfaldende (en vis mavedanser), at jeg i den grad lod mig distrahere flere gange under banegennemgangen til AGÅ søndag morgen. Fortjent vandt hun (øøh, han) da også præmien som bedst udklædte.

Søndagens bedste udklædning
Stævnets dommer-duo var Per Vestergaard & Allan Hansen, og efter min mening var det rigtig gode, men bestemt også udfordrende baner, d’herrer havde rystet ud af ærmet til årets første DM-kvalifikations-stævne.
Så vidt jeg kunne vurdere, så var diskprocenten nok højest om lørdagen hos lille og mellem-hundene, men når det er sagt, var der altså heller ikke meget spildplads på lørdagens baner og indrømmet da jeg så lørdagens agility-baner, fik jeg bestemt mine egne bange anelser for de store hundes løb om søndagens – inkl. min egen hunds løb. Men, men, disse anelser blev gjort totalt til skamme af dommerparret, der havde taget (vistnok) hele 3 spring ud og således givet noget mere luft i banen til de store hunde. Hatten af for dem...
Præmiemæssigt havde Ribe gjort det igen. Der var et stort ta’ selv præmiebord efter enhver smag (både legetøj til hunden, foder, gavekort, erindringspræmier) og så var der også ”TUDEKIKS”. Ved udgangen stod der nemlig en stor kasse af tandrensende hundekiks og var man så uheldig, at man var blevet disket, så måtte man tage en tudekiks på vej ud.... Tro mig, der var nogle, især om lørdagen, der var begyndt en samlermani. Men når det nu var et fastelavnsstævne (og vi har en leverandør af fastelavnstønder blandt dommerduo’en), så var det næsten oplagt at hænge en fastelavnstønde op og slå ” katten hunden af tønden” efter et kriterie i lighed med ”tudekiksen”, måske en tunnelrotte? Eller en slalomfisk? Nåh, det var så lige lidt til næste års planlægning!
Forplejningen i caferteriat kan jeg desværre ikke udtale mig om, idet jeg aldrig nåede så langt, til gengæld kan jeg anbefale mange af Ribe midtbys små, særdeles gode og hyggelige caféer!
I forhallen havde Oliver’s stillet en pæn stor stand op med alt hvad små, mellem og store hundeøjne kunne begære og derudover kunne man også få sin hund masseret, idet Ribe havde taget initiativ til at der var hundemassør på stedet. Bestemt ikke en helt dårlig idé, som en del hundeejere da også benyttede sig af. Måske også en hundefører-massør til næste år...?
Så alt i alt rigtig mange hundepoter (4 ud af 5 mulige) til Ribe Hundevenner, jeg er sikker på, at der bliver rift om pladserne til næste år. Tak for en rigtig dejlig weekend i det jydske...
Yvonna / Tindra
|