Dania Cup
6.-12. juli

Stævnet generelt:
Danmarks bedste ugestævne! Det er vist det prædikat, som Dania Cup har. Selvom det da har fået kamp til stregen de senere år af Fionia Cup og Jutlandia Cup.

Alene det at få en plads som deltager ved dette stævne er svært nok i sig selv. Der er bare ikke mulighed for at alle de, som ønsker at deltage, kan komme med til dette ugestævne. Og da Dania Cup (heldigvis) ikke har begræsninger i antallet af starter pr. dag pr. hundefører, så giver det logisk nok også færre deltagerpladser. Men for hundeførere med flere hunde er det dejligt ikke at skulle lade sig begrænse og tvinges til at vælge mellem sine hunde.

Pumi over muren

I år var det så ikke noget problem for mig, da jeg havde valgt kun at løbe to løb med Diva pr. dag. Udelukkende pga min meget fremskredne graviditet. Stævnet sluttede 2 uger før min termin. Så jeg havde allerede, da jeg tilmeldte mig, indset at min deltagelse ville være meget afhængig af, hvordan min graviditet forløb.

Dania Cup blev afviklet på arealerne ved Herlufsholms Idrætscenter. Det store atletik stadion i midten kunne fint rumme de 3 agilitybaner med teltene slået op rundt om. Der var kamp om teltpladserne. Ingen måtte stille telte op før lørdag kl 14 og få minutter efter kl 14 var der ikke flere ledige pladser i første række. Sekretariatsbygningen, hvor også toiletter og bad fandtes, lå ved den ene langside af dette stadion, hvilket ikke kunne være mere centralt.

Teltene stod tæt i flere rækker

Toilet- og badefaciliteter var ganske fine. Ja, som de nu er på et idrætscenter. Det er jo ikke noget med familiebaderum osv som på en 3-stjernet campingplads, men alle kunne komme i bad - og også uden at stå i kø.

Campingpladsen, som husede ca. 180 enheder, lå lige bag stadion, så det var også dejlig centralt. Udenfor sekretariatetsbygningen var der opsat et bord med et par køkkenvaske, så folk kunne vaske op. Ja, det var faktisk noget meget gode faciliteter, som man blev budt. For dem, som ikke ønskede at lave mad selv, så kunne man købe sig til alle dagens måltider. Det ville godt nok blive en halvdyr affære at købe det hele, men muligheden var der da.

Til frokost kunne man ved udendørs-stande købe frisk-grillede burgere, delle-/ribbenssandwich eller frokostboller med fyld. Og priserne for dette var meget fair.

Vejle-folket "analyserer"

Hver morgen startede konkurrencerne kl 8, og de fortsatte til ca. kl 17, hvorefter der var præmieoverrækkelse for alle dagens klasser. Kun de 3 bedst placerede i hver klasse blev kaldt op på podiet og fik trykket hånd, men øvrige i klassen, som skulle præmieres blev kaldt direkte op til præmiebordet, hvor de kunne vælge en gevinst, når nr. 1, 2 og 3 havde valgt. Det var en ganske god måde at spare tid på og samtidig give mulighed for at præmiere mange i de store klasser, hvor de store stævner somme tider vælger at "snyde" de ekvipiager med lavest placering, som ellers ville være berettiget til præmie iflg DKKs præmiepolitik.

Kromis Phoebe

Jeg hørte desværre en del være skuffede over præmierne og udvalget af dem. Der var mange sponsorerede præmier, og man havde da også forsøgt at gøre dem mere attraktive ved at pakke nogle af dem sammen. Det lykkedes også delvist vil jeg sige. Jeg prøvede også at stå deroppe et par gange og synes udvalget var lidt ÆV - og den ene gang endnu som vinder af klassen. Andre gange stod jeg med en lavere placering, men med bedre valgmuligheder. Men når jeg kigger på det, som jeg fik med hjem samlet set, så var det nu fint nok.

KAF prøvede atter engang at indføre det svenske indsendersystem i ringene. Den første dag var der lidt kaos omkring det. I mine øjne er det det mest optimale system, især når startlisterne også hænger i ringene. Det er da så let at overskue, hvor langt man er nået i klassen og hvor lang tid, der er, til man selv skal løbe, når man bruger dette system. Som dagene gik så gik det bedre og bedre med at integrere dette system både for deltager - og for indsendere for den sags skyld.

Indsendersystem med afkrydsningstavle

Traditionen tro var der festaften efter 3 stævnedage og derefter en hviledag. Det med hviledagen var der nu mange, der ikke helt forstod, hvad betød. Landsholdet havde fået lov at låne banerne og anlæggene og arrangere for-sjov-klasser, hvor startgebyrerne gik til landsholdet. Det var jo i sig selv en ganske glimrende måde at finde nogle penge til deltagerne på. Og der var da også god opbakning. Faktisk lidt for god opbakning vil jeg næsten mene. Når man har set den samme hund tage 24 pindes slalom mere end 10 gange og vide, at den også skal løbe flere løb om dagen resten af ugen, så synes jeg måske ikke, at man er helt fair overfor hunden mere. Og der var desværre flere hundeførere, som ikke rigtig kunne styre deres lyster på denne "hviledag", og for nogle kom resultaterne af det da også som kontant afregning de følgende dage, hvor nogle af hundene blev rigtig trætte og måtte trækkes fra deres starter.

Dommer Allan måler finale baner op

Traditionen tro sluttede ugen med den store finale, som man kunne kvalificere sig til via de åbne klasser i løbet af ugen. Finalen til disse ugestævner er altid spændende og der er altid fyldt op langs ringsiden, når den afvikles. Ja, jeg elsker personligt at løbe finaleløb, fordi publikum kan "mærkes". Og for mig er det ofte et mål i sig selv at nå til finalen. Et mål jeg indfriede! I sådan en finale er det jo dejligt at se, at folk trykker den af og flertallet løber for at vinde og så tager de bare den eller de fejl med, som de måtte få undervejs, hvis det skulle gå så galt!

Diva på finalebanen

Efter finalen var der kun tilbage at pakke sammen og komme afsted efter en lang og dejlig agility-uge sammen med folk fra nær og fjern. Mange blev dog til dagen efter og sundede sig lidt ekstra, inden hjemturen. Det er den skønneste form for ferie, man kan holde, synes jeg. Konkurrence med god modstand og mange folk på samme sted med samme store interesse. Tak til KAF for en dejlig uge!

(Tak for Lene Wöhliche for fotos til beretningen)