Ribe Hundevenners løvfaldsstævne
27. oktober 2007
Anmeldelse skrevet af Thorleif Juul Nielsen::
Berit kunne ikke selv skrive om dette stævne. For som hun siger: ”mit ordforråd indeholder ikke så mange superlativer! ”
Dette lader vi lige stå lidt………
I denne tid hvor alle udtagelses-/mesterskabsstævner er overstået, og nogen er ”mæt af agility”, så er det jo ikke fordi, kalenderen er fyldt med stævner. Derfor var det en stor glæde, at Ribe Hundevenner kastede sig over denne ”mangelvarer” – Men som Hans Peter sagde i sin velkomsttale: ” Klubben fattes penge” – dertil kan jeg kun sige: Vi spytter gerne lidt i kassen for de, som gider afholde stævner. Det er et kæmpe arbejde med masser af forberedelser og planlægning. Gid flere ville påskønne det!
Nå, men til sagen:
Jeg er glad for at GPS’en er opfundet, ellers tror jeg aldrig, at jeg var fundet herud på ”Lars tyndsk… mark”, men okay, ridehaller er jo normalt heller ikke placeret ved siden af rådhuset, men måske man kunne overveje at placere nogle skilte, når man nærmer sig stævnestedet. (der kom jo også sjællændere)
Der var overraskende gode parkeringsforhold og rigtige gode udendørs arealer, hvor vi kunne lufte hunde og varme op. Ridehallen var dejlig stor med rigtig god opholdsplads på selve banen, dog kunne man have ønsket sig lidt mere plads på banderne, hvor en del ridebanespring optog det meste af pladsen, men det var nu ikke til at se, at vi var over 100 deltagere + vedhæng.
Underlaget var udmærket at løbe på, og Per Vestergaard havde lavet nogle fine baner, der på trods af de trange forhold (20 x 35 meter) alligevel havde et godt flow og fornuftig afstand mellem de forskellige forhindringer. Informationen under stævnet var rigtig god, det burde være obligatorisk, at der er opstillet højttalere!
Selve arrangementet forløb fint i den programsatte rækkefølge og var til stadighed en smule foran tidsplanen. Dette skyldes uden tvivl, at klubbens hjælperstab virkelig er ved at have styr på det der med stævner. Jeg vil da også nævne det gode humør disse hjælpere er udstyret med, for det gør det hele så meget nemmere. Jeg syntes også, det er dejligt, at klubben bruger ”fremmede hjælpere”. Dette giver en form for samhørighed på tværs af klubber, hvor vi alle er ansvarlige for et godt stævne – og samtidig et signal til andre klubber – Hold dog nogle stævner – hjælpen er ikke længere væk, end den hånd du rækker frem!
Præmiering var som sædvanlig et ”tag selv bord” hvor man selv kan vælge i forhold til sin placering – nok den eneste rigtige måde. Kvaliteten af præmier kan altid diskuteres og er vel et spørgsmål om smag!
Forplejning er vel en enhver klubs store problem og altid et spørgsmål om smag! Dette løses ganske enkelt ved at der medsendes en menuplan m. priser sammen med indbydelsen, hvis klubben så sørger for at der er tilstrækkelig med mad, kan ingen tillade sig at klage! Ved dette stævne vil jeg meget gerne give ”kokkehuer” for:
Kantine-fatter: 5 Huer– Sikke et godt humør, nogle fik endda hjælp når de ikke selv kunne bære det hele (det var vist kun pigerne, han hjalp)
Morgen mad: 5 huer- fint og rigeligt udvalg til fornuftige priser.
Middagsmad: 3 huer- Fornuftig pris – dejligt med varm suppe, men der kunne nu godt være smidt lidt kød i! (mænd vil have kød) de flutes der skulle havde været tilbehør var blevet brugt til noget andet, vi blev dog tilbudt de overskydende rundstykker i stedet. - Sandwich bar præg af at være lavet i forvejen –lidt bløde og ”trætte”.
Eftermiddagskaffe: 4 huer- Rigtig dejlig kage med masser af glasur, som Tobias havde bagt, desværre havde han vist spist noget af den selv, for der var ikke nok…. Næste gang kunne man også godt ønske sig, at der var noget citronmåne, vi er faktisk mange mænd, der sætter stor pris på denne spise (red: Bemærk Thorleifs ironi)
Aftensmad: 0 huer- måske det skulle være et tilbud til disse lange stævner?
Min samlede vurdering af stævnet, hvor forplejning vægter ganske lidt, og der var lidt rigeligt med sjællændere, er derfor lige til 4+ hundepoter.
Godt gået Ribe, jeg gad vide, hvad I vil gøre næste år, når der kommer dobbelt så mange deltagere, for I vil uden tvivl få en rigtig god reklame for dette stævne.
Hilsen
Thorleif Juul Nielsen
|