DCH Grindsted/Billund
21. januar
Stævnet generelt:
Lad mig starte med at sige, at jeg plejer at fravælge dette stævne, og hvis jeg skulle have glemt hvorfor jeg fravælger det, så blev jeg i hvert fald mindet kraftigt om det ved dette stævne. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste hunde-fører, der har det på denne måde med konkurrencer afholdt i denne klub.
Men fast besluttet på, at Grindsted/Billund vel for pokker må blive bedre med årene tog jeg med et åbent sind afsted til stævnet.

Foto: www.trine-christensen.dk
Afviklingen var noget træg. Det var der nok flere grunde til. Den ene kunne være, at hjælperne ikke var så hurtige. I hvert fald så jeg en dommer gå rundt og bygge bane om alene. Efter lidt tid fik han dog assistance. Så var der jo den sædvanlige opråben med katalognumre i stedet for folks navne. I den lille hal var det en stor ulempe, da der ikke var ret meget plads ved start/mål-området, hvilket betød, at folk havde svært ved at stå indenfor hørevidde.
Meget høfligt henvendte jeg mig til en indsender, fordi folk ikke rigtig kom frem til start. Jeg foreslog ham at sige folks navne i stedet for deres katalognummer. Og forklarede ham, at så kunne andre, der også stod i startområdet måske hjælpe med at få personens opmærksomhed, og det hele ville glide lidt hurtigere. Det kunne indsenderen godt se, var et godt forslag, men pludselig sprang en af klubbens gamle rotter frem bag ham og overfusede mig. Han ville bare lige sige, at man altså normalt kaldte folk frem med katalognumre. Jeg mener jo, at "normalt" er det, som flertallet gør, og de råber da heldigvis ikke op med katalognumre. Efter en lille diskussion med ham, om hvad der var normalt, så lukkede jeg den af og sagde, at det jo blot var ment, som en godt råd. Omkring mig stod andre, der bagefter kommenterede den ualmindelig dårlige opførsel fra klubbens side. Ja, der måtte jeg sige, at Grindsted/Billund stadig tiltaler folk på en skidt måde og stadig er ualmindelig gammeldags i deres stævneafvikling.

Foto: www.trine-christensen.dk
Præmieringen var også annonceret i indbydelsen. Der var vin til de første 6 hunde i de åbne klasser og derudover pokaler (vist til de første 3). Nu tog jeg hjem inden stævnet var slut (det var en langtrukken forestilling), så jeg overværede ikke selve præmieoverrækkelsen, men indkøberen af vin havde ikke kunnet finde ud af at gange 6 hunde med 6 åbne klasser og indkøbe 36 flasker vin. Man kan så også diskutere, om det er fair at uddele 6 præmier til en klasse med over 100 hunde, når man uddeler samme antal præmier til en klasse med 40 hunde.
Hvis ikke det var for nogle af hjælperne, der var ualmindelig smilende, høflige og hjælpsomme samt en udmærket kantine, så havde dette stævne ikke fået mere end bare en enkelt pote.

Foto: www.trine-christensen.dk
Mit stævne:
Diva:
Agility 3: Nr. 1
Agility Åben : Nr. 1
Spring Åben : Nr. 1
Charlie:
Agility 3: Nr. 3.
Agility Åben : Nr. 6
Spring Åben : Nr. 4
Jeg fik, hvad jeg kom for. 4 fejlfrie løb i de åbne klasser.
|