Stævnet generelt:
Mens det meste af agility-Danmark befandt sig på Fyn til Fionia-Cup var vi 12 gale danskere, der var taget et godt stykke op i Sverige, nærmere bestemt Smedjebacken, som ligger ca.600 km fra Danmark.
Bemærk den flotte natur i baggrunden
To svenske klubber var gået sammen om at afholde et ugestævne med 3 agilityringe og med ca.1300 starter pr. dag. Stævnet virkede faktisk mest som 3 separate stævner, da ringene var størrelsesopdelte. Det er naturligvis meget smart, hvis man kun har en størrelse hund, men hvis man havde to forskellige størrelser at løbe med, så kunne det godt være en anelse stressende, da der ikke blev informeret på tværs af ringene.
Stævnepladsen og lidt af campingpladsen bagved.
Lige op af ringene var der etableret campingpladser. Vores campingvogn stod ca 25 meter fra ringene for store og små hunde. Det var jo en luksus. Det var så til gengæld ikke nogen luksus, at der ikke var strøm på pladsen, selvom man betalte SEK 500 for en uges ophold. Det var dog meldt meget tydeligt ud på hjemmesiden, så alle vidste det, og nogen havde generatorer eller andre fikse løsninger på det problem.
En lille sjov borderterrier-blanding
Arealet lå i forbindelse med et større sportsareal, hvor vi kunne anvende hallens bade- og toiletfaciliteter. Men selve stævnearealerne bar desværre ikke præg af at være sportsarealer. Kun mellemhundenes bane virkede ordentlig plan og uden huller. Banen for små hunde var lidt ringere og banen for store hunde mindede mest om en let bane for BMX-ryttere.
Straks efter hver klasse var der præmieoverrækkelse. Alle som blev kaldt til præmieoverrækkelse fik en rosét og frit valg på gavebordet. Præmierne var dog ikke noget at juble over.Det var ikke det store flotte udvalg, som vi oftest ser i mange danske klubber, når der er gavebord. Ved certifikater uddeltes der ligeledes en rosét for certifikat, og hvis man blev champion ved samme lejlighed fik man også en champion-rosét. Og dem fik danskerne da også med hjem. Diva blev Svensk HoppChampion. Det samme blev Simic. Bianca blev Svensk Agility Champion. Tempo vandt et spring-certifikat, som udløser Hopp-titlen, når han bliver Dansk Spring Champion.
Simic til en af sine utallige præmieoverrækkelser
Det er altid meget sjovt at komme til udlandet og opleve konkurrencen og ikke mindst stævne-afviklingen. Hjemme i Danmark har vi ingen stævner, hvor der er 70-100 hunde i klasse 3, som vi oplevede i mellem og lille. En del af banerne var meget kreative og udfordrende, og allerede første dag fik man en brat opvågning til disse baner. I Agilityklasse 2 for store hunde om mandagen var der kun 1 fejlfri hund. Det var en Golden Retriever. AG3 for mellem hunde blev kun gennemført af 14 hunde ud af ca. 90. To af dem som gennemførte var Ann-Britts Duddi og Diesel. Simic viste sig også suveræn om tirsdagen i AG3, hvor hun vandt klassen med 3 sekunder.
Diesel in action
En uge med agility på tværs af de nordiske lande giver jo også en masse social samvær. Der blev hygget i større eller mindre klynger rundt om i forteltene. En af aftenerne var der arrangeret rundboldmatch mellem Danmark, Norge og Sverige. Det var rigtig underholdende og ingen steder vil nogen af os tabe. Hverken i rundboldringen eller agilityringen.
Landskamp i rundbold (med lidt svensk forstærkning)
Efter 3 dage med afvikling af klasse 1-2-3 var torsdag for åben klasser samt seniorhunde. Startgebyrerne gik til det svenske agilitylandshold. Jeg spenderede dagen i familiens skød og tog på en lækker kanotur på en nærliggende sø, hvor vi efter et par timers padlen havde den oplevelse at se en bæver. Men foruden den så vi også en masse flot svensk natur og næsten blikstille vand.
Kano(n)tur i det smukke svenske
Generelt var vejret rigtig godt. Dog havde vi storm en nat, og der var der livlig trafik på pladsen. Ikke mindst af folk som ville tjekke at deres stævne-telte stod endnu. En god håndfuld telte måtte dog lade livet. Ellers var der temperaturer mellem 20-32 grader.
Mit Stævne:
Det startede meget dårligt, da Echos blodprøve blev forsinket og det endte med, at jeg grædende måtte lade min store hvalp blive tilbage i Danmark. Nu havde jeg ellers lagt et kæmpe-arbejde i at få det hele til at gå op i en højere enhed med datoer osv.
Da jeg indtil de sidste håbede at kunne få rabies-attesten med mig, så endte det med, at de andre danskere var over alle bjerge, da vi endelig kom afsted. Men vi fandt da vejen derop på egen hånd, men det havde været hyggeligt at køre turen sammen med de andre.
Mit mål med at tage afsted var at få en Svensk Agility Champion eller Svensk Hopp Champion med hjem, og det var klart Diva, som jeg troede mest på.
Hvilket jo var meget godt, for Charlie viste sig næsten som værende senil sidst på ugen. De første par dage løb han nogenlunde, men kunne naturligvis ikke gøre sig gældende i en klasse 3 med 90 hunde. Hans bedste placering var en 14. plads og den sidste dag valgte jeg at trække ham, da han dagen før havde været svær at få kontakt med på banen og havde sågar været ude at hilse på en bane-fikser.
Diva havde nogle ganske ok løb på nogle ret svære baner. Første dag blev hun Svensk Spring Champion, og i det sidste AG3-løb var hun en halv pote fra at blive Svensk Agility Champion. Hun sprang desværre nedgangen på A-brættet (den eneste gang i løbet af ugen). Da banerne var ret svære, så kom vi til præmieoverrækkelse med 5 fejl et par gange.
Herunder indsat løbet, som kunne have gjort Diva til SAGCH
