Sidst opdateret 25/4-08

Gundsølille 4.-5. marts

Stævnet generelt:
Gundsølillestævnet er årets første indendørsstævne. Det holdes i en sportshal i Gundsølille, der ligger nord for Roskilde.

Lad mig sige med det samme, at et marathonstævne, som Gundsølille, kræver at man brænder for sporten og i bund og grund er lidt småskør med agility. Stævnerne er elsket af mange – både danskere og svenskere. Også denne weekend bugnede det med eliten fra Sverige og Danmark.

Hallen blev åbnet kl 7 og første banegennemgang var kl 7.30. Så hvis man var med i den første gruppe og bosiddende i Jylland, så vil jeg tro, at man var kørt fredag aften. En af de gode ting ved Gundsølillehallen er, at man kan overnatte på stedet enten på den sædvanlige vis, hvor man har sin campingvogn med (hvis man har sådan en – ellers kan jeg oplyse om, at jeg har en mindre en af slagsen til salg :-)) eller også kan man sove i omklædningsrummene. Det er jo en sand luksus.


Pia Metz og Tawi

Et af kendetegnene ved disse tilbagevendende stævner er, at der altid er styr på det hele. Der er mange dommere at trække på, der er altid masser af hjælpere og jeg synes, at rutinen er en stor styrke for teamet bag stævnet.

Stævnet som sådan talte ikke til en dyt. Det er ren træning. Dog tæller det noget for terriere, da der til dette stævne løbes om en vandrepokal indstiftet af Mugge Pinner. Den kan kun vindes af danske-ejede terriere, og gives til den terrier, der klarer sig bedste i de 4 åbne klasser. Desværre er det svært at lokke nye terrier-handlere ud til sådan et stævne. Sandsynligvis finder de det for langtrukkent. Vi var derfor få til at dyste om pokalen i år.

Hallen har naturligvis også et cafeteria med et rimeligt udvalg af diverse mad- og drikkevarer. Man kan godt klare sig hele weekenden uden en madpakke. Is og slik er der også masser af, hvis man skulle gå sukkerkold op af dagen.

Der er ingen pokaler, men derimod glas, som man kan veksle til værdikuponer eller samle sig alle størrelser glas i serien af Holmegårds skibsglas. Glassene er med Pudelklubbens logo. Dem som har løbet i mange år kan efterhånden dække op til hele kvarteret hundeglas.


Annette Dalgaard og Geena

Normaltvis plejer disse stævner i Gundsølille at blive afviklet efter den samme programskabelon, men denne gang havde Erik Nielsen, som er hovedmanden bag disse stævner, hørt de bønner, som førere af små og mellemhunde var kommet med. Normaltvis har det altid være lille og mellemklasse, der har lukket stævnet af om søndagen, og det kan blive meget sent, vil jeg lige tilføje. Ofte har jeg været hjemme efter midnat. Og jeg synes, det var utrolig skønt at være hjemme kl 21 efter en lang stævneweekend på Sjælland. Desværre synes jeg at det så ud som om en del af de store hundeførere svigtede og kørte hjem, og det synes jeg var meget ærgerligt. Det kunne jo betyde, at stævneprogrammet permanent kommer tilbage til det oprindelige, hvis vi små og mellemhundeførere er mere sej-livede.

 

Mit stævne:

Diva:
Agility 3: Disk.
Agility Åben : Nr. 6
Spring Åben : Nr. 12
Spring 3 : Nr. disk
Agility Åben : Nr. 2
Spring Åben : Nr. 9

Charlie:
Agility 3: Nr. 7
Agility Åben : Nr. 4
Spring Åben : Nr. 6
Spring 3 : Nr. 12
Agility Åben : Nr. 11
Spring Åben : Nr. 6

Denne weekend var helt klart Charlies. Han var meget suveræn og løb med god hastighed og bedst af alt, så var han fejlfri i alle sine 6 løb denne weekend. Der var heller ingen tvivl om, at han skulle tildeles Chillis Mindepokal (for fjerde gang på fem år). Hvis man lagde de åbne klasser sammen, blev Charlie stævnets næst-bedste mellemhund. Han blev overgået af Tina og Chester, som suverænt vandt alle deres klasser.

Der er intet sted, hvor Charlie er mere vild med at løbe end i Gundsølillehallen. Han trækker helt vildt mod døren ind til hallen, når man kommer retur fra lufteturene.

Også Diva elsker denne hal og somme tider kan jeg være helt bekymret for om hendes lille hoved vil eksplodere af stress, når vi træder ind i hallen. Derfor går dagens første løb til indendørsstævner også ofte helt i fisk.


 
Foto: Andreas Silfverberg

 


Website created by Perzeption  |  DHTML Menu by OpenCube