NM Stockholm 2005
(fortsat)

Det individuelle NM afgøres efter at alle har løbet to holdløb. De 10 bedste hunde i hver størrelse får lov at løbe om det individuelle Nordiske Mesterskab.

Heller ikke denne bane bød på noget nyt og spændende og flere momenter i den var fuldstændig det samme som i de to foregående løb. Men jeg vil dog alligevel sige, at der var et bedre flow i denne bane.

Det danske hold i Store Ring

Finaleløb små hunde
For de små hunde var det Zari og Diva, der skulle løbe om det individuelle mesterskab. Lars og Zari havde et rigtig pænt gennemløb og banen gav også Lars mulighed for at tage imod talrige steder, hvilket Lars naturligvis udnyttede fuldt ud. Sammen bliver de nr. 6.

Som rosinen i pølseenden stod jeg med Diva, og det er gået op for mig efter 2.runde, at jeg agilitymæssigt har stået i en lignende situation og aldrig har haft samme pres på mine skuldre som nu, hvor jeg fører det nordiske mesterskab med mere end 2 sekunder. Først var jeg nærmest ved tude af forventning, nervøsitet og glæde, men efter banegennemgangen fik jeg helt styr på de flyvske nerver. Min koncentration var meget dyb, og jeg havde løbet banen inde i hovedet 100 gange og var faktisk underligt nok helt i ro med mig selv.

Den finske hund, som ligger nummer 2 løber fejlfrit, og hallen koger, da det er min tur. Jeg får lige lov at vente til begejstringen er redet af. Som ved alt andet sport har de fleste ritualer, inden de skal "på". Jeg står altid med Diva på armen, da jeg synes, at få bedre kontakt til hende, når jeg har hende der, inden vi skal igang. Jeg bærer hende altid ind på banen og placerer hende der, hvor jeg vil starte hende. Ritualer og koncentration synes jeg hører meget sammen. I hvert fald synes jeg, at det kan være svært at genvinde koncentrationen for både hund og fører, hvis ens mønster brydes.

Da jeg skal til at gå ind på banen, bliver jeg bedt om at sætte Diva ned, da man vil have, at Diva går over et stykke papir, der er tapet fast på tæppet på vej ind til banen. Dette papir har til formål at vise, om der er potevoks på hundens poter. Men Divas halsbånd/snor har Dennis nu "bortført" til målområdet, og jeg vil ikke bare sætte hende ned og lade hende gå løs ved indgangen til banen, da hun helt sikkert vil stresse over det. Efter at have fået snor på Diva går vi frem og tilbage på papiret, inden jeg igen tager Diva op på armen og går på banen. Stadig med styr på nerverne og koncentrationen i behold.

Diva er tændt på opgaven

Første del af banen går rigtig godt, og jeg er meget over hende på vippen, som hun har lavet flyvere på to gange før i denne weekend. Da jeg har set de andre løbe banen, overvejer jeg at ændre min handling, men belært af andres meget dårlige erfaring med den slags til store mesterskaber, så vælger jeg altså at bibeholde min handling fra flyv-spring og op mod spring og hjul. Jeg har jo ved banegennemgangen valgt denne handling, fordi der var ulemper for Diva ved den måde, som de fleste andre løste kombinationen på. Men jeg får desværre ikke rettet Divas løbebane helt ind på den linje, hvor springet efter flyv-springet står, og vi får en vægring, som tidsmæssig også er dyr.

Denne gang ville jeg ikke have en "flyver" på vippen

Vi kommer i mål med 5 fejl + lidt tidsfejl. Det bringer os på en individuel 5. plads, hvilket jeg ikke er så ked af, som man måske skulle tro. Ja, jeg stod ved starten og havde guldet i hånden, men jeg vil næsten sige, at jeg heldigvis(!) tabte det på banen. Jeg vidste jo, at jeg skulle have haft fejl i foregående løb, men jeg ved også, at man som agilityudøver ikke er herre over, hvordan dommeren dømmer. Men det ville ikke ændre på, at jeg ikke ville føle at en guldmedalje var berettiget. Så jeg er glad for min 5. plads, og jeg er især glad for den store oplevelse, som det var at føre sådan et mesterskab. For mig var det en stor sejr i sig selv at bevise overfor mig selv, at jeg kunne holde nerverne i ro og være kold, endda på trods af, at jeg blevet forstyrret i min mentale forberedelse.

For at vende tilbage til den indgriben i min forberedelse, så var det faktisk så grinagtigt, at stævneledelsen kom piskende hen til mig, da jeg kom i mål. Jeg skulle tage Diva op, så de kunne tjekke hende for pote-voks igen!! Jeg ved ikke hvorfor lige jeg skulle dobbelt-kontrolleres på den måde.

Finaleløb - Mellem hunde
Duddi og Ann-Britt er første danske mellemhund i finalen og Duddi har et rigtig flot løb, hvor han kommer dejlig snert på forhindringerne. Deres tid er faktisk også rigtig god, selvom Duddi ikke umiddelbart ser på hurtig ud, men man kan spare meget tid, når man ingen buer har. De bliver individuelt nr. 8.

Duddi på vippen

Sidste mellemhund er Dia. Martin får guided Dia igennem med et flot løb. Og de bliver faktisk nr. 4 med dette løb. Ret beset skulle de have været nr. 2. Foran står en finne og en nordmand, som begge henholdsvis burde været disket og have haft berøringsfejl i andet gennemløb. Ret beset skulle Marie Hansson have haft guldet og Martin sølvet. Men sådan skulle det ikke gå.

Finaleløb - Store hunde
Her var der 3 hunde i finalen.

Første hund var Frøken ført af Lis Møller. Et par steder på banen er Frøken ved at finde lidt alternativer enten i form af at tage et spring fra den forkerte side eller at søge en forkert forhindring, men Lis får reddet disse situationer, og de kommer gennem finalen med 5 fejl, som tillægges fejlene fra de indledende løb. De bliver nr. 6.

Ready - En jernhård hund

Kim og Ready (Se løbet her) havde et rigtig flot løb og kom fejlfrit gennem banen. Jeg imponeres altid over Kims evne til at presse Ready. Efter min mening er der ikke mange danskere, der mestrer det. Enten så tør vi ikke eller også presser vi så meget, at det går i fisk. Men som regel går det godt for Kim. Vi jublede i den danske lejr. Det ville jo give metal. Nu bestemte Jenny/Lotus og Sarah/Simic bare hvilken slags, det skulle være. Kim kunne ikke selv gøre mere.

Sarah springer glædesjublende i mål

Sarah og Simic (se løbet her) stod kort efter som sidste ekvipage i klassen og skulle forsvare deres placering. Uha, hvor var det spændende. Sarah var efter banegennemgangen lidt i tvivl om, hvordan hun skulle tage slutkombinationen. Og det er jo aldrig et godt udgangspunkt at gå på banen med. De havde et bragende flot gennemløb, hvor vi alle sad med nerverne udenpå tøjet. Jublen var stor - især i den danske lejr, da de kom fejlfrit i mål. Danmark fik både guld og bronze. Og man kan jo sige, at det blev i familien, da Kim og Sarah jo bor sammen. Og man kan jo sige, at deres lille fælles barn var med til vinde metallet, da Sarah jo skal nedkomme i starten af det nye år. Imponerende at kunne løbe sig til så flot en placering, når man slæber på "overlast".

Kim og Sarah i fælles medalje-knus

Trods de flotte placeringer hos de store hunde, så synes jeg, at Nordisk Mesterskabvar en stor parodi. Men det var der mest en person, som kunne tage æren for. Nemlig dommeren Christa Bremer. Det var en stor skandale, at man havde inviteret en dommer, der så vidt vides aldrig har dømt udenfor Tysklands grænser og vist ikke har været aktiv dommer i flere år. Jeg har dog ladet mig fortælle, at hun er meget dygtig sekretær, men det havde vi ikke meget at bruge til.

Derudover kan man grine godt og grundigt af alle deres nyttesløse kontroller. Ved dyrlægekontrollen tjekker de faktisk ikke engang om alle hundene, der er tilmeldt er blevet tjekket. De tjekker den flok hunde som kommer ind, men hvis man bliver siddende i baggrunden, så tror jeg man kunne slippe. Når der kommer en hund hen til kontrol, beder de om at se hundens pas, men de tjekker ikke om passet og hunden hører sammen. Dvs. de tjekker ikke chip eller tatoveringer. Altså er deres kontrol-instanser jo intet værd.