Torsdag

Vi stod tidligt op for at komme tidligt ud i hallen og få en god parkeringsplads tæt ved hallen. Da parkeringen ved hotellet ikke just kunne kaldes optimal, var det meget rart at få bilen parkeret rigtigt godt i P-huset - tæt ved indgangen til selve Arenaen. De offentlige transportmidler i Basel er bare supereffektive, så sporvognene tilbagelagde vejen mellem hallen og hotellet hurtigere end bilerne.

Hotellet vi bor på er også lidt et overklassehotel, så offentlige transportmidler og drikkevarer er inkluderet i prisen på overnatning. Så det vil da være dumt ikke at benytte sig af det.

Kl 10.45 skulle vi gennem dyrlægekontrollen. Martin var forinden det i dyb krise, da han havde glemt Dias papirer i sporvognen. De nåede dog frem til en lykkelig genforening efter lidt ringeri mellem sporvognslinjerne. Alle de danske hunde passerede gennem dyrlægekontrollen.

Tjekkerne på træningsbanen

Kl. 11.48 havde vi træningstid. Sidste år husker jeg dette som meget hektisk, og efter træningstiden sidste år var jeg glad for, at jeg dengang ikke skulle løbe, fordi jeg synes, det var gået ret skidt derinde. I år lovede vi så klogeligt hinanden, at vi ikke ville stresse os selv og hinanden. Det som vi ikke kunne før vi kom, det kunne vi alligevel ikke nå at lære på 18 minutters træning. Dermed blev træningstiden ret positiv.

Hundene stod godt fast på det kunstige græs, men vi ved jo ikke helt om underlaget vil være anderledes, når hallen fyldes og varmes mere op. Under kunstgræsset lå træplader, som var lagt ovenpå isen. Så man kunne godt frygte, at kunstgræsset ville blive fugtigt og dermed måske også lidt glat.

Peter og Max på træningsbanen

Nok stod hundene rimelig fast på underlaget. Værre var det med de to-benede. Jeg så flere der faldt på banen. Under sidste samling fik vi div. orienteringer vedr. VM. Bl.a at vi ikke måtte løbe i sko med knopper eller pigge under. Den besked fik mig til at efterlade mine Ditah-sko derhjemme. Det viste sig, at være meget dumt, for forbudet gjaldt kun PIG-SKO. Så efter træning måtte jeg ud at købe nye sko. ÆV, 500 unødige kroner. Men det er jo ikke meget værd, hvis ikke man tør at løbe derinde. Og da jeg i forvejen har været temmelig smerteplaget, så har jeg ikke meget lyst til at give den gas på banen, hvis det skal resultere i, at jeg skal stå på røv og albuer.