Søndag

Sidste dag til VM. Idag skal de individuelle verdensmestre findes. Vores bedste håb på en top-placering var helt klar Sarah og Simic, som førte for de store hunde.

Dagen starter med en agilitybane for mellemhundene. Den er tegnet af Mia og er virkelig en bane, der kræver, at føreren er på sin plads hele tiden. Det er ikke et spørgsmål om at ringe/forsinket placering koster en stor bue, men banen er bygget sådan det nærmere giver stor risiko for at løbe fejl-bane, og dermed blive disket.

Dorte og Boban var fejlfri fra fredag og skulle starte som den første dansker. Banen synes helt klart bedst for dem, som handler foran deres hunde. Og et af de steder, hvor man let ville blive straffet for en upræcis handling, misforstod Boban Dorte og tog hjulet i stedet for springkombinationen. Æv, men jeg synes, det var en flot debut for Dorte.

Boban og Dorte i mål

Toby og Jørgen var vores næste danske ekvipage. Jørgen virkede umiddelbart meget nervøs og passiv på banen, men det sagde han bagefter, at det ikke var tilfældet, men han ville nødig forstyrre Toby. Det gjorde han heller ikke, og de havde et supergodt løb uden buer eller spildtid. Jørgen indtog førstepladsen.

Tina og Chester i mål med deres 4. fejlfrie gennemløb til dette VM

Tina og Chester var vores sidste mellem hund. Det er fedt at sidde med 3 fejlfrie mellemhunde fra morgenstunden, selvom de ikke lå i Top 20, så var der da overladt noget til spændingen. Chester så ud til at være helt i hopla. I slutningen af banen var der en lille krølle-lure med 3 spring efter en pose. Mange hunde mistede lidt orienteringen i den sidste kombination, og nogle handlere havde svært ved at få vist deres hunde den rette vej. Chester var altså ikke den eneste, som virkede lidt desorienteret efter posen, men Tina var heller ikke nået på plads i kombinationen. Det er ikke kun fis, når vi kalder Chester for en "Dengse-dreng". Han ventede et splitsekund på Tina og sammen kom de i mål og de næste mange gennemløb lå Danmark nr. 1 med Chester og nr. 2 med Toby. Efter hvert gennemløb sang den danske lejr: "Vi ligger nr. 1 - og 2!! Jørgen og Tina holdt placeringen i Top10. Flot - flot!!

Igen blev det til metal til vores nordisk venner. Det var en finsk kooiker, som løb helt fantastisk, der samlede det guld op, som Sylvia Trkmann med Simply the best (verdensmester 2003+2005) tabte, da hunden rev en pind.

Den finske verdensmester for mellemklassen

Jeg var den næste, der skulle i ilden sammen med mine holdkammerater i lille klasse. Vi havde ikke så meget at tabe, men kunne vinde den store oplevelse, som det nu en gang er, at løbe i sådan en propfyldt arena. Der var ikke mange ledige sæder i Skt. Jacob Arena. Banen var som sådan ikke svær. Det sværeste var helt klart turen fra vippen til slalom, hvor en del hunde lod sig lokke af muren.

Jeg glædede mig rigtig meget til at komme ind og løbe mit løb. Jeg havde en disk med fra første løb, så det ville være helt usandsynligt, at jeg kunne hente noget som helst. Jeg synes også, at det gik rigtig godt. I posen glider Diva og kommer kurende ud på skulderen, og jeg kan tydeligt høre publikums reaktion på hendes rutchetur. Hun kommer dog på benene og ryger i det rigtig tunnel-hul. Ved slalom vælger jeg at blive bag Diva for at sende hende i slalom og samtidig spærre for muren. Diva ser slet ikke slalom, men har låst på et spring, der ellers ikke rigtig lokker. Jeg får hende korrigeret tilbage, men hun kommer desværre ind i slalom fra bagsiden. Inden vi kommer i mål, når hun også lige at rive et spring. 10 fejl til os (og måske lidt tidsfejl - hun løb ellers ikke langsomt!!)

En ærgerlig lille slalomfejl!!

Rasmus fulgte efter et par løb efter os. Det lignede et rigtig pænt løb, indtil slalom, hvor Bluebee gik i 2. port. Rasmus fik gang i Bluebee igen, men ved 3. sidste forhindring, som er en en tunnel, vægrer hun og Rasmus får også 10 banefejl + lidt tidsfejl og havnede placeringsmæssigt lige bag Diva og jeg.

Unique og Susanne har bestemt hurtigheden til at kunne slå til, men de havde desværre 10 fejl med sig fra fredagens løb. De to leverede et blændende løb og havde en tid helt i top. Hvor var det flot - og ærgerligt, at Susanne havde fået de 10 fejl om fredagen. Ellers havde vi helt sikkert danset mindst sølvdans på gulvet efter klassen. Unique var fantastisk. Det var absolut flot agility, som de leverede.

Sidste klasse var absolut for danske neglebidere. Vi havde jo Sarah i front og vidste, at Simic er hurtig og sikker på sine felter. Banen til de store hunde var meget svær, og førerene havde helt klart en fordel, hvis de kunne løbe baglæns, mens de handlede og ellers kunne trække deres hunde rundt ved knur-hårene. Det anser jeg faktisk Sarah for at være lidt af en ekspert i. Det er svært at udpege een fælde ved denne bane. Det var nærmest et fælde-flow.

Peter og Max havde en disk med fra fredagens løb, men lagde rigtig flot ud. Desværre rev Max ned på nr. 10, og Peter fik trukket Max væk fra hjulet og fik igen 5 fejl. Flere hunde trak i øvrigt udenom hjulet for at følge med deres førere ned til posen.

Max taget på fersk gerning midt i en vægring

Efter et godt stykke tid kom vi op i placeringerne og dermed kunne vi igen svinge med dannebrog i den danske lejr. Søren og Zimba skulle prøve kræfter med Peter Kindles agilitybane. Efter en U-tunnel skal hundene på balancebommen, men Søren kommer til at få for langt ud for at tage imod Zimba og får dermed skubbet hans løbebane, så han springer over dobbeltspringet ved siden af bommen. Det var meget ærgerligt, for resten af deres løb var meget smukt, og jeg havde inden Sørens løb sagt til Sørens kone, Merete, at den bane lå lige til Søren og Zimba.

Hallen kogte mere og mere, jo tættere vi kom på toppen. Tyskerne havde et par hunde liggende i toppen og franskmændene havde også en enkelt. Tyskerne og franskmændene ikke har så langt til Schweiz, så var de mødt meget talstærkt op og kunne i den grad høres. Franskmændene kiggede da også forundret på os, når vi satte vores heppekor igang. Måske troede de slet ikke, at sådan nogen som os kunne sige noget. Vi var så kommet lidt i tvivl om franskmændene var til dobbelt-VM. Det andet VM gik ud på at have den mest ubehagelige kropsduft, og det var svært at afgøre, hvem der førte konkurrencen, for der var mange seriøse kandidater. Det var i den weekend svært at forestille sig, at Frankrig er parfumens moderland.

Den danske lejr i et mere roligt øjeblik

Franskmændene måtte da også se, at deres 3. eller 4. plads frem til det afgørende løb blev vekslet til en mere kedelig placering, og flere franskmænd valgte på meget egoistisk vis at rejse sig for at gå. Hvilket betød at de dækkede udsynet for den danske lejr. Efter lidt mindre pæne gloser og fakter lykkedes det os dog at få franskmændene i sæderne igen, så vi kunne følge Sarahs løb.

Der var flere i den danske lejr, der led under det nervepirrende pres, som nu lå på Sarah. Personligt turde jeg næsten ikke se løbet. Martin Mehlsen gjorde et helhjertet forsøg på at bide sin ene pegefinger af. Sådan kunne jeg sikkert nævne flere eksempler. Sarah så ud til at være ganske upåvirket trods det meget store pres, mens vi andre bare holdt vejret. Sammen leverede de et fantastisk flot løb, som var lige ved at blive en tand for spændende, da Simic klikkede på dobbeltspringet efter slalom. Klikket kunne høres helt oppe på tribunerne, og jeg synes næsten, at jeg kunne fornemme tyskernes begyndende jubel. Dobbeltspringet stod lige ud for den tyske tribune, så de fik det virkelig på nært hold. Men pinden blev liggende, men Simic virkede næsten tøvende ved tunnellen lige efter dobbeltspringet, men Sarah fik hende gennet ind i hullet og de kom fejlfrit i mål.

Vi gjorde det sgu!!!

Der udbrød naturligvis stor jubel i den danske lejr. Vi stormede ned på gulvet for at ønske Sarah tillykke og danse sejrsdans. Mon jeg var den eneste dansker med tårer i øjnene? Nej, jeg tror det faktisk ikke. At se sin holdkammerat blive verdensmester og få den oplevelse sammen med så mange andre danskere var faktisk stort. Intet mindre end en fantastisk oplevelse, som jeg nok kan leve på et par dage.

En lykkelig verdensmester