Twix
Twix
(Olsgårds Bibi)

Twix boede hos mig i en periode på et halvt års tid, fra ultimo september 2005 til maj 2006. Twix havde hele sit forudgående liv levet som jagt- og familiehund.
Hendes opdrætter tilbød mig at overtage hende, da han desværre var nødt til at omplacere hende. Grunden til at hun kom til mig, var vores fælles planer om et hvalpekuld efter Charlie og Twix.
Det var en stor udfordring at få en hund (der i forhold til min hundeverden, var at betragte som rimelig utilpasset) til at falde til i mit hundeliv. Et er at forme en klump blød modelérvoks i form af en hvalp. Noget andet er at ændre det, som er formet på en klump indtørret modelérvoks. Hun ville givetvis have været en anden hund, hvis jeg havde fået hende som hvalp. Før hun kom til mig, udmærkede hun sig jo især ved at smide ræve ud, hvilket hun også er fabelagtig til. Hun var vant til at arbejde alene under jorden og er meget skarp i sit jagt-arbejde.
Kort efter at Twix var flyttet ind, startede vi på et begynderhold med almindelig lydighed. Hun var lynhurtig til at fange de forskellige øvelser og arbejdede med meget stor iver. Jeg var rigtig glad for at arbejde med hende. Jeg erfarede hurtigt, at det som hun virkelig manglede, for at hun og jeg kunne leve sammen, var socialisering med andre hunde. Det var ikke noget problem under træningen, da hun var så meget "på", at de andre hunde ikke betød noget for hende, men jeg kunne ikke stole på hende og hendes reaktioner overfor andre hunde, hvis der opstod nærkontakt.

Twix i vandet
Den manglende socialisering og følgerne af det, skilte til min store sorg vores veje i maj 2006, da jeg indså, at mit projekt aldrig ville lykkes. Det blev hensynet til mine omgivelser og deres fir-benede venner, der gjorde, at jeg traf den svære beslutning, at finde et nyt hjem til Twix, hvor hendes jagt-egenskaber ville komme hende og ejeren tilgode -og den manglende socialisering ikke ville være noget problem. Twix bor idag på Fyn, hvor hun skal hjælpe med at holde rævebestanden i skak på de fynske godser.
Jeg er overbevist om, at hendes uønskede adfærd overfor fremmede hunde ikke ligger i generne (hun fungerede desuden rigtig fint med mine øvrige hunde). Jeg er til gengæld af den overbevisning, at man let får en meget barsk border terrier, hvis man bruger den til praktisk jagt, og den samtidig er lidt varm i hovedet. Twix have tidligere fået ialt 8 hvalpe uden adfærdsmæssige anmærkninger. Derfor fastholdt jeg stadig, at min drømmehvalp er kombinationen Twix og Charlie.
Twix er en utrolig elskelig lille hund, som er så inderlig sød og kærlig overfor de personer, som hun kaster sin kærlighed på. Hun kan lide alle mennesker og hos mig gjorde hun sit bedste for, at det var hende og ikke nogen andre i flokken, der sad forrest, når der skulle nusses og kæles. Hun var min lille skygge og fulgte mig overalt i huset. Det har været svært at vænne sig til at gå alene på toilet.......
Herunder kan du se, hvordan jeg på 1½ time forvandlede "en højbenet cairn terrier" til en nydelig border terrier. Billederne er taget dagen efter, at Twix flyttede ind hos mig i sept 2005.
 
Twix før trimning.

Her er hun så - Efter forvandlingen!
|